Klimaet ændrer sig, og det betyder blandt andet, at risikoen for skybrud er større end nogen sinde før og dermed også for skader på blandt andet bygninger og veje.
Sammen med Skanderborg Forsyningsvirksomhed A/S vedtog Byrådet i 2014 en plan for, hvordan vi begrænser skaderne ved skybrud mest muligt og samtidig sørger for, at vi bruger vandet som aktiv ressource til at skabe grønnere og smukkere byer og natur.
Det er en fælles målsætning, at klimaløsninger skal give kommunens borgere flere og lettere adgang til grønne arealer – i byerne og i det åbne land. Klimatilpasning kan på denne måde skabe rammerne for, at vores byområder, landskaber og naturarealer indgår i kommunens indsats for sundhed og forebyggelse.
Det er vores overbevisning, at vi finder de smarteste og mest brugbare løsninger sammen med de, som bor og færdes der, hvor klimaløsningerne skal etableres. Vi vil derfor også fremover skabe løsningerne sammen med borgere, erhvervsliv og foreninger.
Herudover er målet, at vi så vidt muligt løser problemerne inden for kommunegrænsen og undgår at eksportere dem til vores nabokommuner.